Ude af mig selv (uddrag)

Karin Dyhr

UDE AF MIG SELV Dissociation hos mennesker med tidlige traumer

Frydenlund

UDE AF MIG SELV Dissociation hos mennesker med tidlige traumer © Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag 2018 ISBN 978-87-7216-078-8 Grafisk tilrettelægning: Maija Hejgaard Omslagsillustration: Munch & Marcussen Omslagstilrettelægning: Caroline A. Madsen Korrektur: Torben Christiansen Forlagsredaktion: Keld Lund Jensen Grafisk produktion: Pozkal, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www. frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Tak 7 Forord 9 Indledning 12 Flora Cornelia 17 Hvad, hvorfor, hvordan? 20 Camilla 33 Derealisation og depersonalisation 35 Pernille 52 Dissociativ amnesi og fugue 54 Clara 67 issociative sanseforstyrrelser, bevægelsesforstyrrelser, stupor og D kramper (PNES) 70 Dissociative sanseforstyrrelser 72 Dissociative bevægelses­forstyrrelser 74 Dissociativ stupor 79 Dissociative kramper 84

Mie 96 Mine kommentarer 101

Strukturel dissociation 104 Primær strukturel dissociation 106 Sekundær strukturel dissociation 107 Tertiær strukturel dissociation 116

Other Specified Dissociative Disorder (OSDD) 119 Sarah 125 Dissociativ identitetsforstyrrelse 128 Hvad sker der, når man udvikler personligheder/altere? 130 Nogle betegnelser 132 Eksempler på altere 133 Misforståelser og manglende viden 163 Noget om falske erindringer og fortrængning 168 Integration 170

L 172 old, sex, søde ord og så frygteligt meget andet. Om retraumatiV sering og flashbacks 180 Håndtering af flashbacks 203

Christine 207 Noget om diagnoser. Bidragydernes diagnoser 212 Depersonalisation-derealisations-syndrom 216 Borderline-personlighedsforstyrrelse 218 Splitting 224 PTSD 228 Kompleks PTSD 233 Eugen Bleuler, skizofreni og dissociation 236 Terminologien i diagnosesystemerne 238

Maria-Lucia 240 Terapi og anden (mangel på) hjælp 248 Beretninger om mislykket og vellykket hjælp/terapi 250 Hvad kræves der af terapeuten/hjælperen? 254 At stille den rigtige diagnose 258 Lidt specifikt om behand­lingen af DID 259 Terapiformer 263

Om at skrive med delpersonligheder/altere (mine erfaringer) 269 Rikke: Borderline-personlighedsforstyrrelse, delpersonligheder 271 Barnet 274 Moderen 275 Dommeren 277 Ny, indre opmærksomhed 283 Angst for integration 283 Delpersonlighederne tager sig af hinanden 284 Integration 284 Efterskrift 284 Sarah: Dissociativ identitetsforstyrrelse, altere 285 Stumpen 287 Tumling 289 Sofie 290 Amanda 293 Ronja 295 Benjamin 297 Kenai 300

Lidt om forfatterens fornavne 312 illæg I fra WHO ICD-10 Psykiske lidelser og adfærdsmæssige T forstyrrelser 318 Tillæg II Diagnoser 324 Litteratur 328 Andre bøger om DID 331

Stikord 332

Camilla12 Vi var i skoven i tirsdags, mit vidne13 og jeg. I skoven med hunden, på vores stærke ben. Og jeg ved at det gjorde mig glad.

Jeg ved at jeg havde glædet mig, og at det betød så meget for mig at hun gik med. Jeg ved at vejret var godt, at hunden opførte sig eksemplarisk og at det var hyggeligt. Jeg ved at skoven duftede, at der var får på en mark, at vi gik ned ad en skrænt og at jeg delte noget med hende, som er mit. Mit gode liv, mit liv med hunden og skoven og naturen.

Men det føles ikke som mig. Det forstod jeg pludselig dagen efter. Det føles som noget jeg har set i en film. Og det er her det bliver rigtigt svært at beskrive, fordi det er en nærmest ordløs tilstand. Det er følelsen af at være flere personer, eller måske i virkeligheden bare én, som betragter de andre, som lever det liv som på papiret er mit.

Indimellem tænker jeg: »Hvem fanden er du, som lever mit liv?!« Og jeg har sagt det højt. Jeg sagde det igen i dag: »Hvem ér hun? Hende der var i skoven, hende der går på arbejde, hende der klarer mit liv?!« Og jeg ved at det er mig, men det er ikke mig (!)

12 Se også Camillas beskrivelse af dissociation under overgreb i kapitlet »Hvad, hvorfor, hvordan?« og noget om hendes Lille og Teenageren i kapitlet »Strukturel dissociation«.

13 ‘Vidne’ er Camillas betegnelse for terapeut, livsvidne, som hun kalder det. Den schweiziske psykolog, Alice Miller, som selv var udsat for overgreb, introducerede oprindelig begrebet »Det oplyste vidne« i forordet til bogen Den bandlyste viden (Miller, 1989): »Havde blot et eneste menneske dengang fattet, hvad der foregik, og taget mig under beskyttelse, var hele mit liv forløbet anderledes. […] Denne del af min historie, denne mangel på oplyste vidner kan have medvirket til, at jeg med mine bøger gerne vil informere mennesker, som er det lidende barns potentielle hjælpere. Dermed mener jeg alle dem, som ikke kvier sig ved entydigt at tage barnets parti«.

33

Jeg bliver ked af det, fordi kontakten med mit vidne er så vigtig for mig, og jeg kan ikke mærke at (om) kontakten var der, dér i skoven. For det var jo ikke rigtigt mig. Tænk hvis jeg skal leve hele mit liv som betragter? Tænk hvis jeg ender med at ligge på mit dødsleje og tænke: »Hvad fanden foregik der?« Dissocierer jeg simpelthen på daglig basis? Er det derfor jeg kan vågne grædende, ødelagt og selvdestruktiv fra et mareridt, men alligevel komme afsted og fungere fagligt og socialt på arbejdet? Er det derfor jeg kan gå fra en session hos mit vidne, hvor jeg har mærket (og været) et dybt traumatiseret lille barn, og ligne et helt almindeligt fortravlet københavnermenneske når jeg kommer ned på gaden? Gå i Irma, sms’e til kæresten at alt er okay, når jeg 5 minutter før var klar til at kaste mig i søen?

Det har aldrig givet mening for mig. Jeg har følt mig skør (bims! Er jeg bims, kære vidne?). Er det derfor jeg er nødt til at spørge om hun tror på mig, fordi min fortid, mine erindringer, mit levede liv, føles som en film, og jeg derfor bliver i tvivl om det er sandt?

34

Derealisation og depersonalisation

(Læs også om det særlige depersonalisation-derealisationssyndrom i kapitlet »Noget om diagnoser«).

Derealisation og depersonalisation er ord, som slår knuder på tungen, så indimellem vil I møde dem i forkortet form: DR og DP. De typiske eksempler på derealisation (DR) er: • En følelse af, at verden rundtom er uvirkelig • At verden kan synes livløs eller tåget • At andre mennesker kan føles som robotter (men du ved godt, at det er de ikke) • At ting omkring dig kan virke, som om de skifter facon, størrelse eller farve.

De typiske eksempler på depersonalisation (DP) er: • En følelse af at se sig selv i en film eller se sig selv udefra (f.eks. oplevelsen af at se ned på sig selv fra loftet, mens man oplever overgreb, vold el.lign.)

• En oplevelse af at observere sine følelser, snarere end at føle dem • At føle, at man ikke har kontakt til dele af sin krop eller er ude af sin krop.14

14 U dafkroppen-oplevelser beskrives specielt tit af mennesker, som har været udsat for seksuelt misbrug.

35

• En følelse af at flyde væk • Usikkerhed på de fysiske grænser mellem sig selv og andre mennesker.

Det er ikke så usædvanligt, også for ‘normale’ mennesker, at opleve DR og DP. Hvis du sidder og er opslugt af noget, du læser, og en ven så pludselig prikker dig på skulderen, kan det føles, som om hjernen lige skal være helt med, så du i et splitsekund ikke genkender ham eller ved, hvor du sidder. Hvis man er meget træt, har feber, har stress eller oplever noget voldsomt og skræmmende, er det helt normalt, at man kortvarigt oplever sig selv eller verden som underligt uvirkelig. Stoffer og nogle former for medicin kan også give disse oplevelser.

Hvis tilstanden er langvarig eller hyppigt forekommende, vil det ofte medføre ikke bare ubehag, men angst. Måske en oplevelse af at ‘være sindssyg’. Men DR og DP er ofte reaktioner på voldsom stress15, og hvis ens barndom har været stressfyldt og traumatiserende, er det altså slet ikke usædvanligt at have disse oplevelser mere eller mindre kronisk, specielt hvis man er træt eller bare lidt stresset.

Begge dele forekommer også ofte ved et enkeltstående traume – overfald, trafikuheld, voldtægt, overværelse af vold o.l. Da jeg engang blev kørt ned, kom jeg ikke ret meget til skade, men chokket gjorde, at jeg resten af dagen oplevede flere af de ovenstående eksempler på både DP og DR. Camilla beskriver typisk DP/DR: Jeg dissocierer mest nu på en måde, hvor jeg mister syn og hørelse og befinder mig i noget, der føles skyagtigt/tåget. Det føles som et

15 D R og DP kan også forekomme ved f.eks. epilepsi og migræne. Om det neurologisk set også her er en form for stressreaktion, ved jeg simpelthen ikke.

36

intet-sted. Tomt. Uden følelse. Det er for det meste rart at være der. Jeg har i al fald modstand på at blive ‘hevet ud’ derfra – min terapeut arbejder med at få mig ned i kroppen igen og ad den vej ud af dissociationen.

Det er rart og fredeligt for hende at være der, i modsætning til de ubehagelige følelser, som ellers ofte fylder hende. Følelser, hvis oprindelse vi mødte, da hun i kapitlet »Hvad, hvorfor, hvordan?« beskrev de overgreb, hun var ude for fra ‘manden på 2. sal th.’ i sin barndom.

Mange oplever, at det kan være svært at føre en samtale uden at ‘falde ud’. Mine egne oplevelser kunne være, at jeg kunne høre den anden og mig selv tale, men jeg havde ingen indflydelse på, hvad jeg sagde. Til andre tider stod jeg så meget af, at jeg simpelthen ikke havde begreb om, hvad hverken jeg selv eller den anden sagde. Når samtalen var slut, og jeg kom til mig selv (altså det selv, som stod på fortovet og snakkede), prøvede jeg at få en fornemmelse af, om mine svar mon havde givet mening, eller om mit totale fravær var blevet afsløret.

Det gik stort set altid godt; jeg har i hvert fald sjældent fået nogen bemærkninger. Noget tyder altså på, at det ikke var så totalt et fravær, som jeg selv oplevede, men at en del af mig var fint med i samtalen. Alligevel kunne det sagtens medføre, at jeg ikke var klar over, at jeg f.eks. havde lavet en aftale om at ses en anden dag.

Jeg tænker, det skete, når en samtale ramte et eller andet, som triggede noget, jeg oplevede som farligt. Eller at den anden var et menneske, som jeg var bange for, eller som måske ville kræve noget af mig, jeg oplevede som umuligt. Eller hvis den anden brugte et ord, som mindede mig om svære situationer. Eller bare, hvis jeg var træt og stresset på forhånd. Alt 37

sammen noget, den anden person ikke rigtig havde nogen mulighed for at vide.

Man kan dissociere automatisk, når noget i omgivelserne eller det, der sker, ligner en tidligere traumatisk begivenhed.

En person, der står for tæt på, eller en bestemt lyd kan f.eks. trigge DR og/eller DP for mange med traumer. Spørg bare en krigsveteran! Andre af os har været i en anden form for ‘krig’, men har lignende reaktioner. Der behøver ikke at være noget i situationen, som andre vil føle spor truende. Det er med til at gøre det svært at snakke om, for man føler sig somme tider rent ud sagt lidt ‘hys’.

Rikke beskriver en mærkelig og skræmmende barndomsoplevelse: Da jeg var barn, nok omkring 9-10 år, kom jeg hjem fra skole.

Jeg kan tydeligt huske angsten for, hvilket hus, hvilket hjem, jeg mon ville træde ind i.

Jeg vidste nemlig ikke, om det var hygge med min mor og kage, eller om min far var udmattet og en sprængfarlig bombe, som alle for alt i verden ville undgå at bringe til eksplosion. Tit ønskede jeg, at min far skulle slå mig, fordi hans vrede fyldte så meget i huset som en konstant spænding, der vel måtte falde, hvis den blev udløst – bragt til eksplosion.

Det kunne også være, at mine forældre var i fuld gang med at køre hinanden ned verbalt. Eller værst af alt, at jeg gik ind i huset og som så ofte var komplet usynlig for alle. Det var det, der gjorde mest ondt.

En dag i den alder kom jeg hjem og stod ude på vejen foran vores hus og kiggede på det. Jeg kunne ikke gå ind, fordi huset pludseligt var lavet af pap. Eller som om der var rullet sådan et stykke plastik nedover, som man ruller ned over en bygning, man renoverer 38

med et billede på for at vise, hvordan det vil komme til at se ud.

Facaden var tydeligvis falsk!

Jeg kunne jo altså ikke gå ind i huset, fordi det jo ikke var mit.

Eller det var et falsk hus.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg bare stod der og gloede, men til sidst blev huset til mit, og jeg kunne gå ind.

Det var en virkelig skræmmende oplevelse. For som barn forstod jeg jo ingenting. Jeg husker det så tydeligt i dag. Umuligheden i at gå ind, og oplevelsen af at vågne til virkeligheden igen.

Vildt at opleve det så stærkt i så ung en alder.

Rikkes beskrivelse er et klart eksempel på, hvordan den følelsesmæssige oplevelse af ikke at vide, »hvilket hus, hvilket hjem, jeg mon ville træde ind i« udløser meget stærk og naturligvis skræmmende derealisation. »Facaden var tydeligvis falsk!« Hvordan skal hun dog turde gå ind i huset, som på mange måder kan opleves som farligt? Det kan ikke være hendes hus, det må være et falsk hus!

Det er nærliggende at fortolke på hendes oplevelser af familiens hus med en falsk facade; og da jeg spørger Rikke, hvad hun selv tænker om det, svarer hun: »Jeg tænker netop en facade, fordi det udadtil måske var anderledes, men ikke virkede noget nær så sygeligt, som det var. Grunden til, at det kom lige der, hvor det gjorde, var, at jeg stod og skulle ind i et hjem, der udefra lignede et normalt hjem, men hvor jeg aldrig vidste, hvad der ventede mig. Jeg blev nok ekstremt bevidst om facaden der og om, hvor unormalt mit hjem var«.

Jeg troede først, at Rikkes angst gik på, at hun havde tænkt, det ikke kunne være hendes hus. Men så forklarede hun mig, at det tværtimod var, fordi hun var – eller blev – helt klar over, at det var det: »Jeg kunne jo altså ikke gå ind 39

i huset, fordi det jo ikke var mit. Eller det var et falsk hus«.

Hun ser i sin derealisation netop huset, som det er: et hus med en facade. Et hus, som giver sig ud for at være noget andet, end det er, nemlig ‘sygeligt’. Det kunne hun nu ikke komme uden om.

Det er meget ubehageligt, når ting skifter udseende. Endnu mere skræmmende er det, hvis det opleves, som om man selv eller andre mennesker skifter udseende: bliver større eller mindre, tykkere eller tyndere, eller måske endda helt forvrænget som i Tivolis spejlsal. Og beskriver man det for ansatte i psykiatrien, oplever mange, at en psykosediagnose åbenbart ligger lige til højrebenet. Men det behøver det altså på ingen måde at være, og behandlingen er ikke antipsykotisk medicin.

I adskillige år følte jeg tit, når jeg havde det dårligt, at jeg var højere end mine 1,68 – faktisk meget, meget høj! Jeg kunne ikke korrigere mig selv ved at se i et spejl eller teste, hvilke hylder jeg kunne nå. Det var en følelse, en fornemmelse, som jeg oplevede som fysisk, og logik ændrede ikke på den. Ej heller ændrede de mængder af antipsykotisk medicin, jeg fik, det mindste på oplevelsen. Jeg blev måske for træt og slatten til at gå hen og tjekke i et spejl; men det hjalp jo alligevel heller ikke. Jeg vidste godt, at jeg ikke var blevet høj. Men oplevelsen var så stærk, at jeg ikke kunne se bort fra den.

Selve det, at jeg godt vidste, jeg ikke pludselig var vokset på mystisk vis, var i sig selv en klar indikation af, at jeg ikke var psykotisk. Men det var meget vanskeligt at videregive så overbevisende en oplevelse og samtidig lade forstå, at jeg ikke selv troede på den. Når man så samtidig er angst, bliver det jo ikke lettere.

40

Ligeledes havde jeg jævnligt en oplevelse, som om jeg ikke havde nogen fysiske grænser, som om jeg kunne flyde over i andre mennesker og de i mig. Det var meget angstprovokerende, ikke mindst fordi jeg også var begyndt at opleve, at jeg var giftig og ved berøring kunne overføre giften. Årsagen kunne og turde jeg ikke sige højt til nogen, så i stedet stod jeg der og vinkede med en symptomvognstang: »Jeg har ingen grænser, for dem har min far overtrådt så grundigt, at de slet ikke eksisterer. Og jeg er giftig, fordi han har voldtaget mig, så jeg har fået hans giftige sæd ind i mig«. Det var for så vidt et klart sprog, hvis man altså havde ørerne indstillet på min særlige frekvens.

Det er ikke så usædvanligt at opleve, at man ikke har kontakt til eller kan mærke dele af sin krop.

Christine: Jeg kan huske, i psykiatrien nævnte jeg mange gange, at jeg ikke kunne føle og mærke mine hænder. Jeg havde ikke fornemmelsen af dem, og jeg var meget splittet imellem tanker og følelser, krop og sind. Det var, ligesom jeg var cuttet af fra hovedet og ned, og der ingen forbindelse var.

Og det blev tolket som psykotisk eller en skizofren psykose, men i virkeligheden var det mig, der forsvandt ud af min krop. Nogle gange var jeg bevidst om det, andre gange helt væk.

Da jeg på Facebook efterlyste oplevelser med dissociering, skrev Birgitte: Jeg har været lukket helt ned psykisk uden at kunne mærke glæde, sorg, vrede, tristhed, medfølelse. Jeg var helt tom følelsesmæssigt. Samtidig kunne jeg ikke mærke kulde, varme, smerte, træthed, eller andre kropslige fornemmelser.

41